Smerter (PART 2)

fysioterapi fysioterapeut smerte behandling knæ odense

Hvorfor får vi smerter?

Smerte er et vidt begreb.
Jeg bruger selv meget tid på at forstå og lære at forklare, hvad smerte betyder.

Smerter er både en fysisk og følelsesmæssig oplevelse.

Det vigtigste at huske på er, at smerter er vores ven og smerter beskytter os.

Uden smerter var vi nok uddøde for mange år siden. Det er en mekanisme, som fortæller os, at vi trues eller beskadiges.
Vi skal selvfølgelig altid være opmærksomme på smerter – det er vores krop, der fortæller at den gerne lige vil have noget opmærksomhed. Det er dog ikke nødvendigvis en ”farlig” smerte. Det kan godt være, at der er en beskadigelse – men det er ikke sikkert, at smerten er skade.
Vores beskyttelseshjerne og krop kan gå i tomgang når det gælder smerter. Den kan gå i beskyttelses ”mode”, selvom der ikke er noget at beskytte – dvs. ingen skade eller fare.
Vi skal stadig reagere på smerten, fordi vores krop kommunikerer stadig med os, dog skal vi til tider ikke lytte efter alt, hvad den siger. Eller nærmere: sig til den ”jeg hører, hvad du siger (pædagogisk, ikke?), jeg vælger dog alligevel at bevæge/træne/lave øvelsen stille og roligt og mange gange”- så kan den få tid til at tilpasse sig.

Så hvorfor får vi smerter? Fordi vores hjerne beskytter os. Den vil gøre alt for at overleve, så den brokker sig, hvis den tror, at dens overlevelse trues.

Hvad skal vi gøre ved smerter? Lyt og mærk efter. Og så find ud af, hvorfor smerten opstår. Det er ikke fordi vi altid kan finde en direkte årsag, men vi kan altid gøre noget ved smerten.
Hvis du ikke selv kan gennemskue smerten, så søg hjælp. Få afklaring ved en fagperson du er tryg ved, og lad være med at gå derfra med spørgsmål og tvivl. Spørg indtil du forstår (en generel god livsfilosofi…).

Vi får smerter fordi vores hjerne vil beskytte os. Vi oplever smerter forskelligt, fordi vi (sjovt nok) har forskellige hjerner. Vi har forskellige oplevelser, overbevisninger og tanker med os i bagagen. Det er der ikke noget galt i. Smerter kan aldrig være forkerte. Vi skal knække koden for, hvordan vi håndterer smerterne.

Som sagt. Smerte er et vidt begreb.
Spørg indtil du ikke er i tvivl længere. Jeg spørger og undersøger dagligt og kommer tættere og tættere på ”at vide”.

God dag derude – spørg indtil du forstår 😊

Hvis du er interesseret i at høre mere omkring smerteforståelse og smerte i forbindelse med træning, så holder jeg et gratis foredrag onsdag d. 20 november fra 17-18, hvor alle er velkomne.
Tilmelding foregår på kontakt@maimann-fysioterapi.dk eller læs mere på: https://www.facebook.com/events/555352628602721/