“Den bedste investering jeg nogensinde har gjort.

Jeg hedder Ida, og jeg er 31 år. Jeg har gennem det sidste halvandet år haft et væld af helbredsmæssige udfordringer, hvor det sidste skud på stammen var mit højre knæ, der simpelthen gav op under mig. 

Efter nogle måneders ventetid og et røntgenbillede kommer jeg til samtale med en kirurg på et sygehus, og konklusionen er: genoptræning. Det vil gøre tricket. Jeg er nu noget skeptisk, for som knæet opfører sig på daværende tidspunkt, kan jeg ikke gå på trapper eller bøje det uden at skrige af smerter. Jeg sover heller ikke om natten, fordi den mindste udstrækning gør forfærdeligt ondt. 

Men genoptræning er svaret. Og det bliver så hos Mie Maimann. Vi taler lidt om det kommende forløb og får lagt en plan, for hvor ofte jeg skal komme til træning. Jeg bliver ved med at omtale knæet som “det dårlige knæ”, men Mie forsøger at ændre min tanke gang. “Lad os bare kalde det for det højre knæ. For det er dét, det er.”
Allerede her får jeg en følelse af, at vi kommer til at tale og ikke bare træne. Og dét skal vise sig at blive guld værd.

Første træning af de i alt 12 omgange, jeg skal have, går sådan… nogenlunde… Sveden pibler fra min pande under selv den mindste bevægelse af knæet. Jeg skal simpelthen øve mig i at sætte mig ned og rejse mig igen. Da træningen er overstået, og jeg tager hjem, græder jeg. Jeg græder, fordi jeg frygter det forløb, jeg nu skal igennem for at kunne bruge knæet og blive funktionsdygtig igen. 

Efter et par dage skal jeg til næste træning, og allerede her oplever jeg en forbedring. Signalet mellem hjernen og knæet er allerede blevet en my bedre end tidligere. Smerten er stor, men mindsket. Mie fortæller hele tiden løbende, hvordan kroppen virker; hvordan smerter fungerer; hvordan knæet vil gøre mere ondt, før det bliver helt godt. 

Den ene træning tager den anden. Og inden jeg ved af det, står jeg og laver squats med en vægtstang med 40 kilo. Knæet har aldrig haft det bedre. Der er ikke noget “dårligt knæ” mere. Den her blanding af træningsøvelser og små samtaler løbende mellem øvelserne (og under, når jeg lige kan finde ud af at holde fokus) har skabt heling. Ikke bare af knæet, men også heling mellem min hjerne og min krop. Mie har vist og fortalt, at jeg er bygget, til at blive brugt. At de mål, jeg gerne vil opnå (som basal set er at fungere i hverdagen og kunne være så smertefri som muligt) er inden for rækkevidde. Nær rækkevidde endda!

Mie så mere end mit knæ. Hun så hele mig. Og hørte på alt, hvad jeg havde i hovedet. Det er uden tvivl, den allerbedste investering, jeg nogensinde har gjort i hele mit liv: at få et genoptræningsforløb hos Mie Maimann. Jeg vil til enhver tid gøre det igen! Og varmt anbefale det til alle, der har et “dårligt knæ”, en “øm skulder” eller en “træls ryg”, så man igen blot har et knæ, en skulder og en ryg.”

kontakt for mere information