“De sidste 4 år har jeg døjet med en overbelastningsskade og følgerne deraf, som jeg pådrog mig på idrætshøjskole.

Jeg havde smerter omkring knæskallen hver gang knæene blev belastet, f.eks. ved løb, trappegang, hop osv. Jeg blev diagnosticeret med ”betændelse i brusken under knæskallen” (Patellofemoralt syndrome) og fik at vide at det ville gå væk, hvis knæene fik ro.
I løbet af sommeren efter højskoleopholdet kom jeg mig nogenlunde over skaden, ved at give knæene den ro de havde brug for. Desværre kom smerterne igen under en hård felttur og længerevarende belastning i Forsvaret, og jeg har døjet med efterveerne herfra i omkring 3,5 år.

Ved ultralydsscanning på en Idrætsklinisk afdeling fik jeg konstateret der ikke længere var betændelse i brusken under knæskallen, men at tilstanden havde gjort at sporingen i knæet var forkert – min knæskal og lårmuskel kørte ikke lige på hinanden som de skulle, da mine knæ havde kompenseret ved at lade nogle muskler overtage styringen for nogle andre. Selvom jeg ikke længere havde skaden gjorde det derfor stadig ondt når jeg belastede dem.

Dette har gjort at jeg har afholdt mig fra mange slags aktiviteter, som unge mennesker ellers burde være i stand til at lave.

Jeg har været i kontakt med en del andre behandlere, hvis behandlinger desværre ikke har haft længerevarende effekt.

Heldigvis tog jeg til behandling hos Mie! Jeg fik første behandling af Mie i december 2015 med dry needling og strøm-behandling.
Efter yderligere et par behandlinger samt nogle ganske nemme og overkommelige hjemmeøvelser, er jeg nu i stand til at løbe igen. Mie ”nulstillede” mine muskler, så den muskel der havde for meget fat slappede af og den muskel der ikke havde fat nok fik en ”kick-start”.
For første gang i næsten 4 år behøver jeg ikke tænke ”Det her kan mine knæ nok ikke holde til” når jeg skal lave noget fysisk krævende.

Første gang jeg oplevede det (efter kun én behandling), var i Peru, hvor vi var på Matchu Pittchu og jeg nærmest SPRANG rundt på de høje sten og intet mærkede til gener i knæene.

Mie er en meget dygtig behandler, der er utroligt opmærksom på sine patienter. Hun lægger mærke til patienternes reaktioner undervejs i behandlingen og tager hensyn. Hun er dygtig til at sætte sig ind i ens situation og tilpasse f.eks. hjemmeøvelser efter hvad man har mulighed for.

Jeg kan kun på det varmeste anbefale Mie!”