Du skal aldrig stoppe med at bevæge dig når du har smerter

”Jeg har taget et par smertestillende, også har jeg holdt mig i ro”.
Det er desværre en sætning jeg hører al for tit i klinikken.

Vores naturlige instinkt når vi har smerter, er at stoppe med at bevæge den smertefulde kropsdel. Helt naturligt. Helt instinktivt.
Vores krop/hjerne prøver igen igen at beskytte os – desværre kan vores krop kun tænke kortsigtet.
”Lige nu og her er det bedre, hvis jeg ikke bevæger ryggen. Lige nu er det bedst, hvis jeg lige sætter mine hænder på knæene når jeg skal rejse mig op, så jeg ikke skal bruge ryggen”.

Kan du genkende det?

Ironisk nok er det faktisk det værste vi kan gøre…

Lad os lige kigge på det fysiologiske der sker, når vi bevæger os.
1. Led.
Når vi bevæger vores led, så øges mængden af ledvæske. Ledvæske er ligesom olie til bilen – det gør det nemmere for vores krop at bevæge sig.

2. Muskler.
Når vi bruger vores muskler, så tilpasser de sig, dvs. de faktisk nedbrydes for så at blive opbygget igen – nu stærkere end før. Alt efter belastningen sker denne tilpasning i forskellige niveauer.  

3. Psyke
Vores krop danner en masse fantastiske stoffer og hormoner når vi bevæger os – bl.a. endorfiner, dopamin, adrenalin og serotonin, som også er kaldet for ”hjernens lykke midler”.
Endorfiner er et smertelindrende hormon, som også går ind og påvirker dopaminen.
Dopamin er en neurotransmitter i hjernens belønningssystem, som giver os positive følelser – følelser af lykke.
Adrenalin er et hormon i binyren, som giver højere blodtryk, puls og blodsukker, hvilket gør det nemmere at performe mens samtidig at give en mindre følsomhed overfor smerte.
Serotonin er et hormon, som er ansvarlig for det gode humør og følelsen af ro og velvære.

Vores velvære – vores livskvalitet øges ved regelmæssig aktivt og bevægelse.
Vi sover bedre, vi performer bedre i hverdagen (skole, arbejde mm), og vi oplever mindre smerte.
Mest af alt bekæmper alle disse stoffer stress, angst og depression samt styrker vores immunforsvar.

Hvis alt dette ikke understøtter, at vi skal blive ved med at bevæge os, selvom vi har smerter, så tænk på dette:

”Er du nogensinde blevet god til noget uden at øve det”?

Hvis du ikke laver foroverbøjningen, tror du så, at din krop bliver god til at lave den?

Alt hvad din krop kan, det må den. Og det skal den!

Vores krop tilpasser sig, hvad vi gør.
Jo oftere vi kan minde vores krop om, at bevægelser er gode, jo mere lytter den. Også selvom der er smerte.

Vi skal bevæge os så naturligt som muligt – hvilket vil sige alle bevægelser. Alle bevægelser er naturlige.

Dette betyder selvfølgelig ikke, at jeg bare skal mosle på lige gyldig hvor ondt jeg har. Kroppen skal have mulighed for at tilpasse sig.
Vi skal tilpasse os situationerne og smerterne, også stille og roligt øge bevægelsen, belastningen mv.

Det er altid en fordel at få en faglig vurdering ved en sundhedsprofessionel, hvis du er i tvivl.

Har du spørgsmål eller er i tvivl, så er du altid velkommen til at kontakte mig enten på mail kontakt@maimann-fysioterapi.dk eller på telefon 42 40 45 99.

Lad os bevæge os 😊